Toftegårdsskolens 8. klasser  er med i et udvekslingssamarbejde med elever fra Richard-Hallmann-Gemeinschaftsschule Trappenkamp. Trappenkamp er en mindre by, der ligger i nærheden af Kiel i Schleswig-Holstein.
Vores elever skriver i løbet af 8. klasse med tyske pennevenner og i maj måned tager vi på et 4-dages udvekslingsbesøg i Tyskland, hvor eleverne bor hos deres tyske ven. På den måde oplever vores elever hverdagen i en tysk familie og får indblik i nogle af de kulturforskelle, der eksisterer mellem de to lande. Eleverne deltager i undervisningen på skolen og oplever derigennem det tyske skolesystem, som adskiller sig en del fra det danske, og ikke mindst får vores elever mulighed for at knytte venskab med de tyske elever.
I løbet af dette skoleår har eleverne skrevet breve og julekort, og de har lavet powerpoint-præsentationer i ord og billeder om Nordjylland. Ud over de lærerstyrede aktiviteter har mange haft kontakt via mail, facebook m.m.
Besøget i Tyskland er en kæmpe udfordring for eleverne, og også for tyskundervisningen på Toftegårdsskolen har projektet stor værdi, da det giver eleverne mulighed for at bruge sproget i praksis. Det at kommunikere direkte med tysktalende unge stiller krav til udtryksfærdighed og fordrer kommunikative kompetencer, som ligger langt ud over den daglige undervisning.
I slutningen af skoleåret, når de tyske gæster kommer på besøg hos os, er det vore elevers tur til at påtage sig værtsrollen, hvilket også er med til at udvikle og modne eleverne.
 
Besøg skolens hjemmeside her: http://rhs-trappenkamp.de/
 
Trappenkamp ligger her: https://maps.google.com/maps?bav=on.2,or.r_qf.&bvm=bv.76247554,d.d2s&biw=1407&bih=992&sns=1&wrapid=tljp141164446225905&um=1&ie=UTF-8&fb=1&q=trappenkamp+schule&hq=trappenkamp+schule&sa=X&ei=OfwjVLfeGIeBywOOsoDgCw&sqi=2&ved=0CJkBELYD